07-17-2009 - Odense Zoo på tankstationer
Mini-udgaver af Odense Zoo flytter ind hos Monarch
Monrach og Odense Zoo har indgået et utraditionelt samarbejde med det formål at give oplevelser til børn, der er på vej på ferie. Mange børn kender sikkert til, at det er kedeligt at sidde på bagsædet i bilen, når familien skal på ferie. Det skal der gøres noget ved!
På Monarchs restauranter ved Nyborg og ved Kildebjerg på Fyn er opsat legelande inspireret af de oplevelser, børn får i Odense Zoo. Selve designet er lavet af de medarbejdere, der til hverdag designer nye oplevelser i Zoo. Et hæfte fyldt med sjove opgaver, er det også blevet til. Her er underholdning til tiden på bagsædet med bl.a. en mini-zoo, som det er lige til at klippe ud.
Monarch og Odense Zoo
Steffen Larsen fra Monarch udtaler: ”Jeg er rigtig glad for det nye samarbejde. Vi glæder os til at give vores yngste gæster en masse oplevelser. Viser det sig, at børnene tager godt imod konceptet, overvejer vi at lade zoologisk have flytte ind på alle Monarchs restauranter i Danmark.”
Zoos direktør Henrik Lehmann Andersen udtaler: ”Det er helt nyt for os at flytte Zoo ud på denne måde, så vi er meget stolte over samarbejdet og glæder os til at se, hvordan de mange børn tager imod konceptet.”
(Forfatter: Odense Zoo)
